11-05-2021

Tekst

En forårshilsen til DHIF´s medlemmer!

Håber I alle er kommet godt igennem denne kolde og lange vinter, hvor vi har været afskåret fra næsten alle vore fornøjelser. Jeg håber I har fået det bedste ud af situationen, og fundet ud af nye udfordringer, at bruge tiden på, så tiden bare er fløjet afsted for jer. Selv har jeg været meget privilegeret ved, at Flemming og jeg har boet i vores sommerhus i Handrup bakker siden jul, ikke set andre end min bror og svigerinde, men vi har hygget os med at lave glaskunst. Jeg har haft god tid til at gå mine lange ture med Mille og nyde den storslåede natur, vi har her på Mols. Jeg har også haft det sådan, at når jeg sad ved morgenkaffen, tænkte jeg – åh nej nu truer en ny dag, men når det blev aften var dagen jo bare gået alt for hurtigt og jeg havde ikke altid nået så meget, som jeg havde planlagt. Nu - i skrivende stund ser jeg optimistisk på den sommer vi venter på. Jeg håber, vi i løbet af sommeren kommer tilbage til næsten normale forhold, og at vi ganske langsomt, men sikkert får fat i alle vore medlemmer igen og får gang i alle klubbens aktiviteter.

Håber vi snart må ses!

Mange hilsener

Birtha